der havde overværet Ceremonien i en lukket Stol i Pulpituret, en Plads i sin Vogn.
De kørte nu sammen, medens mange nysgerrige Blikke hvilede paa dem, og mange Bemærkninger blev gjorte i Krogene. Bombatini var jo falden for den Tyr, som han havde viet til Matadora. Men han havde paa Dødslejet overdraget alle sine mulige Rettigheder til Marquis de Plane. Det vidste man ogsaa. Bladene havde forlængst givet lange Referater af alt, hvad der var passeret.
Og saa kørte Matadora og Marquien Side om Side fra Bombatinis Begravelse. Ingen af dem talte, og ingen af dem havde Lyst til at være den første til at bryde Tavsheden.
Nu drejede Vognen om et Hjørne, og idet Matadora saa frem for sig, ytrede hun ligesom tilfældigt, idet hun pegede med Fingeren:
— Der var det, at Tordalkado boede!
Ogsaa Marquiens Nysgerrighed var nu vakt, og ligesom efter en stiltiende Overenskomst lod de Vognen standse foran det hemmelighedsfulde Hus og steg begge ud.
De gik ind i Haven og omkring Huset. Det var noget andet end i Tordalkados Dage. Alle Skodderne var aabne, saa at man kunde se ind i Værelserne, der syntes ganske tomme. Dørene, der tidligere havde været lukkede og stænget saa strengt, stod paa vid Gab. I et Vindue var anbragt en stor Plakat med et: Til Leje.
En gammel Mand gik og gjorde Haven i Stand.
— Boer der ikke mere nogen i Villaen? spurgte Lola Montero for at indlede en Samtale.
