Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/159

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

— Nej, ikke andet end som Rotter og Mus, ædle Senorita, svarede Manden.

— Er alt den forrige Lejers Indbo flyttet ud? fortsatte Skuespillerinden.

— Flyttet ud! Ja, det kan man jo gerne kalde det. Den Djævelhund, der boede der, flyede jo af Byen med Skyld og Gæld til Gud og Hvermand, saa nu har Fogdens Folk ladet hele Kramboden rydde for alt dens løjerlige Skrammel.

— Maa vi gaa indenfor? spurgte Lola Montero.

— Ja, med Fornøjelse! Der er saamænd ikke mere noget at se, og der stinker saa fælt efter ham! svarede den gamle Mand.

Lola Montero gik foran. Overalt laa der Bunker af Fejeskarn, tomme Flasker, Glasskaar og Papir, og midt i Roderiet: En flænget Hat, et rødt Slips og et Par gamle Støvler. Gennem de smudsige Vinduer stod Solen strid og ubarmhjertig ned over Uhyggen og Svineriet. At tænke sig, at det var disse Rum, der for blot en Uges Tid siden havde haft en saa mægtig og mystisk dragende Magt over hendes Sind.

Lola Montero kunde slet ikke mere begribe det.

Hun standsede foran en Dør, der var bemalet med nogle underlige, hemmelighedsfulde Tegn, der tidligere, naar hun havde set dem, havde lyst i Mørket. Nu var det kun nogle almindelige, graa Kruseduller.

— Derinde var hans allerhelligste! udbrød Lola Montero uvilkaarligt. Han sagde, at den, der betraadte det Rum, maatte dø.

Marquien lo tvungent og svarede: