Og De véd dog, hvad jeg har sagt Dem, at jeg ogsaa sætter Pris paa lidt blond Hyldest.
— Jeg er saa optaget af mit store Billede.
— Det, som jeg er paa?
— Ja!
— Men saa skulde De vel netop studere mig.
— I Kunsten arbejder man bedst paa Minderne af stærke Indtryk.
— Og hvad er det for et Minde, De arbejder paa?
— Mindet om det Indvielsens Kys, De engang gav mig.
— Et saadant Minde bør vist af og til opfriskes, for ikke at blive for blegt, sagde Lola Montero, og rakte sin lille, hvide Haand op mod Kunstneren, der greb den og kyssede den gentagne Gange.
Saa forlod Lola Montero ham, idet hun ham med sin Vifte over Kinden og sagde:
— Fy! Jeg gav Dem kun Lov til at kysse den én Gang.
Hugo Hjorth blev staaende som i Drømme, medens Skuespillerinden havde taget et Glas og slog til Lyd. Man saa hendes Skikkelse paa en Stol for Enden af Bordet. Hun talte højt og med klar, tydelig Stemme:
— Kære Venner! Vi har i den sidste Tid lidt smertelige Ydmygelser og Tab. En Mand flygtede fejgt. Lad ham være glemt! Bombatini er gaaet derhen, hvorfra man aldrig vender tilbage, og vor brave Kusk har frivilligt nedlagt Ærens Vaaben.
Det er da nu Kvinden, der bør give Exemplet.
