det faste, udformede Hoved struttede formelig af Velvære og Opfindsomhed, saasnart der var Fest i Luften.
Jens Thomsen var den tredie af de fire Kunstnere, der den Aargang havde modtaget det Anckerske Legat. Han sværmede imidlertid for Tyskland, og han havde straks erklæret, at derhen og kun derhen vilde hans Rejse gaa. Forgæves havde Hugo Hjorth forestillet ham, at den tyske Skulptur jo intet betød i Øjeblikket, og at det var i Frankrig, han burde drive sine Studier.
— Det er af Tyskland, Danmark skal lære paa alle Omraader, havde Jens Thomsen svaret. Det er med Tyskerne, at vi er aandsbeslægtede og ikke med Romanerne. Der er altfor meget Pariseri baade i vor Kunst og i vor Literatur.
Og saa var Jens Thomsen da taget til Tyskland og havde besøgt München, Dresden og Berlin.
Her var han nu, og her mødtes han med Niels Castella for at stille sit Kendskab til Rigshovedstaden til sin Vens Disposition.
I to Dage turede de rundt, og hvor begejstret Komponisten end var for Syden, saa maatte han efter den første Dags Razzia indrømme, at Berlin var betydelig bedre end sit danske Rygte, og at det var en Storstad, som man ikke havde Lov til saadan uden videre at lade ligge udyrket paa sin Vej.
Anden Dags Aften var de to Venner faldet ned i det nye, med overdaadig Pragt udstyrede Kæmpelokale „Alt Bayern“.
De sad gemytligt og passiarede ved deres Krus mørke Øl, da Komponisten pludselig spurgte:
