drives ud af Kunstens Paradis med Kritikens Svøbe.
Det indser jeg godt selv nu, og jeg vil aldrig mere ofre min bedste Arbejdsevne, mine surt erhvervede Skillinger og mine Medmenneskers Taalmodighed paa at stable et Arbejde paa Benene, der enten en Dag falder fra hinanden paa et Materialloft eller i bedste Fald samler Spindelvæv i et Provinsmuseum.
— Men hvad vil Du da? spurgte Komponisten, forskrækket over denne kunstneriske Blasfemi. Du vil da vel ikke være Skomager?
— Det var saamænd ikke det værste. Folk kunde godt trænge til at faa ordentlig Form paa deres Fodtøj, ikke mindst hjemme i Danmark. Men Skomager vil jeg dog alligevel ikke være. Jeg vil anlægge en keramisk Fabrik.
— Forretningsmand?
— Om Du vil! Hvis Du ved Forretningsmand forstaar, at jeg vil prøve paa at faa Folk til at købe Varer, der bringer Kunsten ind i Hjemmene i et Omfang, som jeg magter, og som de kan fordøje. Og jeg vil ikke blot selv arbejde paa den Maade. Hvis jeg faar Hem med mig til at bringe de Modeller, som jeg har fundet paa min Vej, og som jeg under Studiet har faaet Idéen til, frem til at blive rentable Salgsvarer, vil jeg ogsaa se at faa unge Kunstnere til at blive mine Medarbejdere.
— Og til at forsage Kunsten!
— Til at være dens paalidelige Tempeltjenere i Stedet for at være dens udygtige Præster, thi
