— Aa, hvor jeg dog vil komme til at længes efter Solen!
Og Længselen blev stærkere for hver Dag, medens Regnen vedblev at falde dryssende over Byen, og Stormen lavede Hvirveldans med Støv, Papir og gulnede Blade.
Niels Castella sad trist oppe i sin lille Lejlighed, der var indrettet hyggeligt og gammeldags i et af de ældste Huse paa Nørreboulevard. Idet Hus havde ogsaa hans Forældre boet; men da han var Dreng, saa han fra Vinduerne lige ind under Voldens Træer, og der havde han dannet sig en fuldstændig Eventyrverden. Men nu var den forsvundet, og hans Fantasi var ikke mere stærk nok til at trylle den frem.
I fordums Dage, før han havde været ude at rejse, da havde han altid i de mørke Øjeblikke følt sig tilfreds i sin lille lune Rede, saasnart han havde faaet tændt Lampen og sin lange Pibe.
Enten havde han sat sig hen ved Skrivebordet og kradset noget ned, medens han af og til kastede Blikket op paa det store, melankolske Portræt med de døde Øjne. Portrættet var af Beethoven.
Eller ogsaa var han gaaet hen til Klaveret, hvor Noder og Hæfter var stablet op i hele Favne, og havde sat sig til at fantasere over et eller andet gammelt Tema, der under Formiddagens Undervisning var faldet ham ind.
Og hjalp intet af dette, saa lagde han sig paa sin lille Sopha og drømte med lukkede Øjne om, at
