han en Dag vilde komme ud at rejse: Til Syden, til Varmen, til Solen!
Og nu havde Rejsen været. Hans Livs lykkeligste Øjeblikke var rundne. Kun Længselen imod dem og en knugende Sikkerhed for, at det aldrig vilde lykkes ham at opleve dem mere, var nu tilbage.
Undertiden kunde Niels Castella da overfaldes af formelig Fortvivlelse og sidde i timevis med Hovedet i Hænderne. Naar saa alt forekom ham sortest, dukkede ud af Mørket et lille venligt Ansigt med barnligt Udtryk og Brunhed af Sydens Sol; og Senora Carmens gode, bløde Stemme lød i hans Øre:
— Vent blot! Det bliver nok godt.
Saa følte Niels Castella sig altid roligere, og saa fik han fat i Pennen, der spruttede saa utaalmodigt over Papiret, som havde ogsaa den Rejselyster.
De store Dage var, naar Svaret paa disse Skrivelser indløb. Men der var ofte længe imellem, thi den lille Senora Carmen indrømmede selv, at hun var meget daarlig til Pennen.
I de lange Ventedage søgte Niels Castella da undertiden lidt Afvexling henne hos á Porta, hvor Kliken i sin Tid var mødt for at faa en Sludder ved en Kop Kaffe eller spille et Parti Domino.
Men Kliken var opløst. De gamle Ungkarle var gaaet i Hi alene eller med Mage.
En Dag var han dog saa heldig at træffe Jens Thomsen. Men han havde meget travlt:
