mig møde hende, thi hun blev min Kunsts Muse.
Efter at hun havde forladt San Sebastian for at tage tilbage til Madrid, havde jeg i flere Dage en Fornemmelse, som om alt var blevet tomt omkring mig.
Jeg maatte se hende igen, jeg mærkede, at min tidligere saa sprudlende Arbejdsevne ellers atter vilde tørre ind.
Jeg rejste derfor til Madrid. Jeg var ganske godt beslaaet med Penge, thi mine Arbejder, og det Hensyn, som Lola Montero altid tog til mig, havde vakt en vis Opmærksomhed mellem de finere Badegæster. Jeg havde derfor solgt et Par Smaabilleder til rige Amerikanere, og jeg havde faaet Priser, som man herhjemme vilde kalde fabelagtige.
Lola Monteres Navn var et af de første, jeg traf paa, da jeg kom til Madrid. Specielt for hende var der skrevet et stort Udstyrsstykke, der hed „Kubanerinden“, og som havde taget sit Motiv fra den spansk-amerikanske Krig. Hun fremstilledes som en Slags Nationalheltinde, og da hun med egen Haand i det kritiske Øjeblik nedlagde to Amerikanere, der faldt for hendes sikre Skud, jublede Huset. Jeg opdagede jo desværre hurtigt, at hun ikke hørte til de fineste Kunstnerinder paa en Scene, men pragtfuld saa hun ud, ikke mindst i et malerisk spansk Soldaterkostume, og da hun i sidste Akt ved en Fest dansede en Fandango, var jeg saa betaget af hende som nogensinde.
Jeg sendte mit Kort ned og fik den elskværdig-
