V. KAPITEL.
middelbart efter at jeg havde talt med Lola Montero paa El Pardo-Promenaden, tog jeg hjem igen for at arbejde videre paa mit store Maleri.
Det Blik, med hvilket Donna Lola havde set paa mig, da hun talte om San Sebastian og mindedes Torospladsen, havde hos mig fremkaldt Billedet af Matadora i hele hendes ejendommelige, kraftige og æggende Skønhed.
Det var med det Udtryk, at hun fik mit Hjerte til at banke stærkere, og min Haand til at ryste som i Feber under Arbejdet.
Jeg sled i det fra Morgen til Aften i Atelieret, hendes Træk stod uafbrudt for mig, og de blev skønnere og skønnere, ligesom forklarede gennem min egen Kunstnersans, jo længere Tid, der gik.
Men skønt jeg tydeligt mærkede dette, og som Kunstner glædede mig derover, saa følte Mennesket i mig dog en Længsel bort fra Fantasibilledet mod den levende Kvinde af Kød og Blod.
Jeg var lige ved atter en Dag at stryge Arbejds-
