tøjet af mig og flyve til Madrid, da jeg tilfældigt kom til at læse en Notits i et Blad.
Det meddeltes der i en Korrespondance fra Hovedstaden, at det i derværende Teater-Kredse vakte stor Opsigt, at den bekendte Skuespillerinde Lola Montero daglig tog Undervisning i Tyrefægtningskunsten.
En Interviewer havde opsøgt hende i hendes Palæ og spurgt hende, om Rygtet talte sandt, og om man kunde vente at faa Fornøjelsen af at se hende optræde paa Torospladsen i Madrid.
Skuespillerinden havde svaret, at det forholdt sig rigtig nok med Undervisningen. Hun mødte hver Morgen hos den berømte Espada Espartero, der var godt tilfreds med hendes Fremskridt.
Selvfølgelig havde Journalisten strax opsøgt Espartero, der havde udtalt sig i de højeste Lovord om sin Elev.
— Jeg havde aldrig troet, sagde Espadaen, at det skulde være muligt for en Kvinde at optræde som Matador paa en Torosplads. Jeg troede ikke, hun vilde have Mod, Ro og Sikkerhed nok, eller at Føring af Klinge overhovedet kunde forenes med den Bygning hun har faaet fra Naturens Haand.
Lola Montero har forbavset mig. Hun har en Løvindes Mod, en Tigers Smidighed og en Panters Ynde.
Da Intervieweren udtalte sin Glæde over, at Madrid i næste Temporada skulde have den Glæde at se et saa skønt Fænomen paa Torospladsen, svarede Espartero med et Suk:
