Nede fra Arenaen, hvor Matadora stod bleg og ubevægelig, medens hun stirrede op paa Tilskuerpladsen, hvor hendes Optræden havde fremkaldt saa forfærdelig Ravage, kom imidlertid et Par af Banderilloerne løbende med lange Tov, som det var Meningen at faa kastet op om Tyrens Hals eller ind om dens Ben.
De mere modige standsede for at se, hvordan Sagen vilde udvikle sig. De, der sad paa den modsatte Side af den, hvor Katastrofen var sket, var forholdsvis hurtigt faldne til Ro og iagttog nu med Spænding det nye uventede Skuespil.
I Præsidentlogen havde Borgmesteren rejst sig og sendte opmuntrende Tilraab til Lassokasterne.
Udenfor Torospladsen havde Rygtet hurtigt bredt sig, om hvad der var sket. Kontrollen havde helt tabt Hovedet, og i stor Mængde strømmede Folk ind fra Gaden, kravlede over Barrieren og fyldte Arenaen.
Alle var lige optagne af at give gode Raad, men ingen havde rigtig Lyst til at gaa frem:
— Slaa den ihjel! Kvæl den! Hent Sprøjten! lød det fra alle Sider.
Nu smed den ene af Lassokasterne sit Reb i Vejret. Dets Slynge fik fat om det ene af Tyrens Horn, og et vældigt Bifaldsdrøn fra dem, der sad i Sikkerhed, hævede sig, medens de, der ikke var saa fjernt fra Tyren, begyndte at føle sig mere trygge.
Men det varede kun et Øjeblik med den stakkede Glæde. Tyren bøjede Hovedet, og Løkken gled af over de blanke, glatte Horn.
