Dyret, der nu havde mærket, at det havde sin Fjende i Ryggen, vendte sig atter om og begyndte paany at stolpre op over Trapperne. Alle veg for den i en stor Bue. Men saa kom Modstanden!
En Mand brød pludselig ud af de ængstelig vigendes sammenklumpede Rækker. Nu havde han frigjort sig og stod alene. Han bøjede sig ned og tog et rødt Shawl, der laa midt imellem alle de flygtedes efterladte Genstande. Derefter lagde han Shawlet over sin Spadserestok og avancerede frem, medens hele Publikum aandeløs iagttog ham.
— Han er jo ubevæbnet, sagde Matadora til Espartero, medens hendes Hjerte bankede voldsomt.
— Nej, vist er han ikke, svarede Matadoren, der begyndte at føle lidt Jalousi over, at det ikke var en af Toros-Folkene, der var Redningsmanden. Han har jo en Pistol i Haanden.
— Hvor har han faaet den fra?
— Saavidt jeg kan se paa Kaliberen er det en af Karabinierernes. Der er vel en af dem, der har laant ham den, eller ogsaa har han selv taget den.
Tyren havde nu faaet Øje paa den røde Klud og reagerede ved at blive staaende. I samme Nu knaldede to Skud som Lyn efter hinanden, og Tyren væltede død om mellem Stokke, Parasoller og Hatte, medens Publikum begejstret hyldede den modige og aandsnærværende Skytte.
— Og hvem var han? spurgte Niels Castella, der i taus Spænding havde hørt paa sin Vens Beretning.
