Senora Carmen havde paa sin Side med mange Lovord indrømmet dette og berettet om, hvor herligt det var, naar Natten faldt paa, og alt blev stille, at høre Senor Fernando sidde paa sin Balkon og spille paa Guitar. Baade alle Slags lystige spanske Folkemelodier og vemodige Sange fra hans eget Land. Men de lød rigtignok alle som Salmer, saa Folk var vist meget alvorlige og religiøse deroppe. Endelig havde Senora Carmen talt saa begejstret om den nordiske Kunstners ejendommelige og interessante blonde Ydre, at Senor Fernando næsten blev utaalmodig, hvorefter Senora Carmen hurtigst havde skiftet Emne.
De to Venner havde ogsaa talt endel indbyrdes, især medens Husmoderen med Mellemrum var optaget henne ved Skorstenen. Komponisten havde udviklet megen Varme i Omtalen af sin Værtinde, der var saa munter og ligefrem, og som først og fremmest var saa fornuftig og økonomisk. Selv af de tarveligste Ting, som hun købte paa Torvet, kunde hun lave noget velsmagende.
— Kunstnere trænger s'gu' til Mad og Drikke ligesom Helte! Saaledes sluttede Castella sit Foredrag, og Hugo Hjorth syntes, at der næsten var Glød i Vennens Øje, medens han klinkede med sin Værtinde, der fandt, at denne danske Skik var saa morsom.
— Hvem er hun iøvrigt? spurgte Hugo Hjorth, medens Husmoderen tilberedte Desserten.
— Hun er Enke efter en Officer, der faldt i den spansk-amerikanske Krig, efterat de havde været gift i et halvt Aar. Nu maa hun ernære sig af en lille Pension og af at holde Pension. Haha! Skaal!
