sen. Selve Bryllupsmiddagen forløb i den gemytligste Stemning, der forhøjedes ved det ejendommelige Interiør med alle de mange spanske Billeder og Skitser paa Væggene, thi Hugo Hjorth havde med Villie søgt alt frem, hvad der mindede om Spanien.
Den lille Carmen med det venlige, barnlige Væsen og de trofaste, sorte Øjne blev feteret som en Dronning, medens hun sad i en Henrykkelse over alle de rare Mennesker, der talte, sang og drak til hendes Pris i Ord, som Don Fernando var utrættelig i at oversætte for hende.
Da Middagen, ved hvilken det var gaaet meget flot til, endelig var forbi, var Mørket begyndt at falde paa. Ude i Anlæget var der indrettet en lille Danseestrade, der var helt festligt illumineret med kulørte Lamper.
Vejret var mildt, stille og sommerligt. Man havde ondt ved at finde hjem, men endelig maatte man jo bryde op af Hensyn til de nygifte Ægtefolk.
Straalende af Lykke og Taknemlighed trak Castella og Carmen sig tilbage. Hugo Hjorth blev siddende lidt alene, medens der blev gjort foreløbig istand i Atelieret.
For at forslaa Tiden tog han Posten, som Telegrafbudet havde bragt ud sammen med Lykønskningerne til Brudeparret. Der var et Par ligegyldige Breve, Dagens Blade og saa en spansk Avis, der først var sendt til København, hvor man havde rettet dens Adresse. Den var bestemt til
