sagde han paa Spansk. Der var en af de Herrer Journalister, som var saa venlig at gøre mig opmærksom paa Deres Tilstedeværelse og paa Deres selvfølgelig ikke mindst, ædle Donna Carmen.
— Kender De os? spurgte Castella, idet han kastede et hurtigt spørgende Blik over mod sin Hustru.
— Kender og kender! Det er jo et stort Ord. Jeg husker Dem, som vi farende Folk husker hinanden fra den ene Plads til den anden. Jeg har set Dem et Par Gange i „Den blaa Drue“. Jeg gik populært under Navnet: Den spanske Flue! tilføjede den høflige Mand med et Skrabud.
— Den spanske Flue! gentog Castella med Rejseerindringens overstrømmende Glæde i Stemmen. Det skal være mig en Fornøjelse at tale med Dem. Vil De ikke sidde ned hos os.
— Nej Tak, Hr. Komponist, det er mig, der har Æren og Fornøjelsen af at henvende mig til Herskabet. Jeg vilde gerne invitere Herskabet indenfor til det næste Numer. Det er sex spanske Danserinder, som jeg har engageret specielt for København. Det er Sommerens Attraktion herude, men der er ingen, der vil kunne goutere det som det ærede Herskab.
Den naive Castella var mere end rørt over denne Opmærksomhed, der blev vist ham og hans Frue, og lidt senere sad de alle tre inde i en af den lille Variétés Loger, medens den spanske Flue var galant Vært under mange Komplimenter.
Tæppet gik op! Det var seks nydelige, unge
