spanske Kvinder klædt i gule Silkekostumer med korte Skørter og slanke Hjorteben i Bindesko.
Landliggerne, der havde fyldt den lille Variété, var henrykte over de unge, mørke Skønheder, der ogsaa hos Carmen fremkaldte glade, hjemlige Minder. Men Komponisten syntes slet ikke at have Blik for Danserinderne. Hans Øjne var uafbrudt rettede paa en Mand, der nu var dukket op paa Dirigentpladsen med en Taktstok i Haanden.
Hans store, mørke Øjne stirrede vildt omkring, medens han slog med Pinden som en rasende og snart truede snart kælede med den, alt som Musiken skiftede, og han selv vuggede hele sin Krop i rytmisk Bevægelse.
Caslella saa forbavset over paa den spanske Flue med et spørgende Blik:
— Ja, det er ganske rigtig ham, den Abekat. Jeg maa jo trækkes med ham, for at Skroget ikke skal dø af Sult, og forresten saa morer han Publikum og pynter paa Numeret.
— Hedder han Tordalkado endnu?
— Nej, Gud bevares. Nu hedder han Don Gluck Mozarthi, det lyder bedre for en Musiker. Men det er svært nok for mig at klare mig igennem med alle de Mennesker. Her gaar det endda an, hvor Folk endnu ikke har faaet saa meget spansk, at det hænger dem ud af Halsen. Men Otero, Tortajada, Guerrero, og hvad de allesammen hedder, har ødelagt det for os paa de andre Pladser.
Numeret var forbi, og Folk begyndte at bryde op. Ogsaa Castella og Carmen tog Afsked med
