Det var ikke Forretningssans, der fødte den iøvrigt meget fornuftige Idé, det var en skjult, længe tilbagetrængt Længsel hos begge efter at opleve, hvad de aldrig havde drømt om skulde blive realiseret: Gensynet med de kære Steder ved den biscayske Bugt efter Aars Forløb.
Da Tanken først var født, lod den sig ikke længere standse, og det kan ikke nægtes, at hvor brave Fernando og Carmen end var i deres Hjerters Dyb, saa var det, som om gamle Tante Isabellas Død langtfra at formørke deres Ansigter gjorde dem mere og mere straalende, alt som Opbrudets Time nærmede sig.
Hvis Tante Isabella har kunnet se det i sin Himmel, har hun dog næppe taget det fortrydeligt op!
Carmens eneste Bekymring var, at hun skulde skilles fra sin lille toaarige Sebastian, hvis to smaa, spillende Rosinøjne tidligere havde rummet hele hendes Moderhjertes Fryd.
Men den ellers saa ængstelige Fader var denne Gang ualmindelig kæk og sagde:
— Knægten klarer sig s'gu nok, til vi kommer hjem.
Saa blev det da aftalt, at Sebastian skulde i Pleje hos sin Tante Francisca, der boede nede i Roskilde, og som var henrykt og benauet paa én Gang over det Ansvar, der blev lagt paa hendes gamle Jomfru-Skuldre.
Dagen før Afrejsen, om hvilken Organisten i et langt Brev havde underrettet Hugo Hjorth, modtog han fra denne en Kopi af hans Ynd-
