lingsbillede af „Matadora“, dansende frem med Kastagnetter i Haanden. Maleren bad sin Ven, om han vilde give Marquis de Plane Portrætet til Erindring og med Hilsen.
Saa rejste Fernando og Carmen lige i Foraarets skønneste Tid og naaede til San Sebastian, medens Akasiernes Løv endnu var saa lyst som Græs.
Strax den første Dag søgte de op i „Den blaa Drue“. Den var bleven betydelig moderniseret med store Spejlglasruder og Malerier med Optrin fra Torospladsen.
Paa Væggen i Spisestuen, der var luftig og rummelig, var anbragt et legemsstort Maleri af Bombatini i Matadorens Galladragt.
Don Fernando var imponeret, skønt han nu alligevel syntes, at „Den blaa Drue“ havde været hyggeligere i gamle Dage, og han spurgte Tjeneren, om det var gaaet saadan fremad med Lopez.
Lopez! Nej, han var død for længe siden.
Hvem der da nu var Vært?
Det var Bombatinis tidligere Tjener Joseph.
Samtalen var vistnok bleven hørt inde bag Disken, thi nu dukkede Joseph frem i egen Person.
Jovist kunde han huske Don Fernando og Donna Carmen — en god Vært kan altid huske sine Gæster, naar de spørger ham derom — og Joseph, der havde bevaret sit indsmigrende, forslagne Væsen, var sikkert en god Vært.
Han satte sig ned for at slaa en Passiar af. Og alt, som Samtalen gik, blev Joseph selv in-
