dig var Hytten foret med Mos og gennem kulørte Ruder faldt et rødligt Skær som af nedgaaende Sol over et Krucifix og en Bibel der laa paa et uhøvlet Træbord.
De tog Plads paa en lav Bænk og den gamle Pater lagde sin Haand paa Matadoras, idet han sagde:
— Hvad er der saa, mit Barn?
— Pater Vincenso! svarede Matadora i en sagte, stille Tone. Jeg er en stor Synderinde!
— Vi er alle Syndere! Det kommer blot an paa, at vi erkender det og prøver paa at blive bedre.
— Men jeg er ikke en Synderinde som andre, og jeg har ogsaa været anderledes end andre i den Maade, paa hvilken jeg har syndet.
— Jeg synes næsten, Du hovmoder Dig af Din Synd.
— Det var mig i hvert Fald ikke bevidst. Men jeg har leget med Menneskeskæbner. Jeg har haft Mænds Lykke i min Haand, og jeg har dræbt den. Jeg føler mig selv som en Morder.
— Det er svære Anklager, Du retter mod Dig selv, mit Barn!
— Men hvem anklager retfærdigere end En selv, naar man bliver klartseende. Jeg har dræbt Bombatini, og jeg har dræbt Marquis de Plane. Jeg hidsede deres Mod til Handling blot for at føle mig tilfredsstillet ved, at det var for mig alene, de satte Livet i Vove. Jeg forlangte ikke Livet i Vove én Gang for alle som min Kærligheds Pris, men jeg vedblev at forlange det for at ægge og
