hidse min Kærlighed, og jeg forlangte det saa ofte, at Døden før eller senere maatte blive deres Lod, saaledes som den ogsaa blev det. Er der Tilgivelse for saadanne Synder?
Der er Tilgivelse for alle Synder!
— Ja! Naar blot man skrifter og angrer.
— Jeg véd ikke, om jeg angrer. Det er kun et Opgør med mig selv, men jeg synes ikke, der er nogen Anger bag. Jeg tror, jeg vilde handle ligesaadan paany, om jeg fik Lov til at lade det Skete være ugjort.
— I saa Fald bliver Tilgivelsen svær!
— Men jeg vil heller ikke have Tilgivelse. Jeg vil ikke ydmyge mig og trygle paa mine Knæ for at modtage Tilgivelsen som en Naadegave. Jeg kan bede til Gud som en Pris til hans Ære; men jeg kan ikke bede ham om noget, mindst af alt om Tilgivelse.
— Men du store Gud. Barn, Du véd jo ikke, hvad Du selv siger. Hvad er det da, Du vil?
— Jeg vil ikke have Tilgivelse, jeg vil betale ærlig og redeligt, hvad jeg har forbrudt, jeg vil sone min Brøde. Kun i at bringe et Offer, et stort Offer; vil jeg kunne finde Trøst og Hvile.
— Saa bring det største Offer, svarede Pater Vincenso alvorligt.
— Og hvad er det?
— Livet!
— Livet, ja, det kunde jeg tænke mig at bringe som Offer. Men hvorledes?
— Ved at forsage Livet!
— Jeg tror ikke, Forsagelsen vil slaa Rod i
