blikum, der instinktmæssig følte, at det stod overfor del usædvanlige.
Trods Solens Varme var Matadoras Ansigt blegt, og denne Bleghed forøgedes yderligere ved det matte, sorte Silkekostume. Kun det røde Klæde lyste over Muletaens lille Stok og gav Farve til denne sorte Enkeskikkelse i stramtsiddende Kostume, der sluttede saa tæt, at man kunde se enhver af det smukke Legemes Former.
Under Dødsstilhed gik Matadora rundt langs Barriéren og hilste paa Publikum, medens Tyrefægterne kun med Besvær holdt Tyren udenfor hendes Vej.
Nu standsede hun, slyngede Hatten fra sig og stod rank og statelig, medens hun med den ene Haand hilste op til Præsidentens Loge.
Der var nu tændt to smaa blussende Roser af hektisk Rødme paa hendes voxblege Kinder, hendes kulsorte Øjne lynede med feberagtig Glans, og den fintbyggede Næses smalle Fløje udspilede sig. Bag det fine Flor saa man Brystets Bue hæve og sænke sig i hurtige Bølger.
En Følelse af Angst og Uhygge gik gennem Publikum, hvis Øjne var som naglede fast til denne Kvinde, der mere syntes en Drømmevision end et Menneske af Kød og Blod. Mange aandede tungt med Trang til at raabe om Hjælp, uden at der dog kom en Lyd over deres Læber. Alle anede en Fare, men hvilken!
Det føltes næsten som en Befrielse, som Hævelsen af en Trolddom, da denne Skikkelse nu
