for at indlede en Forsoning, syntes det at fremgaa, at hun var overordentlig lykkelig i sit Ægteskab, der var velsignet med to Børn, en lille Pige og en lille Dreng, af hvilke den sidste var min Bedstefader.
Imidlertid maa min Oldefader dog ikke have været nogen særlig stadig Natur, eller i hvert Fald har der vedblivende været Lyst til Eventyr i ham. I Oktober 1812, da Krigstrompeten atter lød, traadte han ind mellem Napoleons Tropper og gik med paa Toget til Rusland.
Senere har man aldrig hørt noget til ham. Han har antagelig som saa mangen anden brav Soldat fundet sin Død ude i Sneens Ødemarker.
Hans Hustru udsonede sig herefter let med sine Forældre, der inderlig længtes efter at gense deres Barn og se deres Børnebørn. Hun solgte, hvad hun ejede i Polen, og vendte tilbage til København, hvor hun døde i nette, men tarvelige Kaar.
Som Kunstner har jeg selvfølgelig altid interesseret mig levende for mine Oldeforældres romantiske Kærlighedshistorie, og jeg har gjort alt for at opdrive, hvad jeg kunde faa fat paa af gamle Billeder og Breve, der endnu maatte være i Familiens Eje. Jeg fik da ogsaa efterhaanden samlet et helt lille Arkiv, deriblandt en Pakke gulnede Papirer, som jeg studerede med Interesse.
Denne blev endnu yderligere ansporet, da jeg i et Brev, der var skrevet til min Oldemoder fra min Oldefader, medens han var paa Rejse, fandt Antydninger af, at han under sit Ophold i København i April 1808 havde nedgravet et større Pen-
