— Min ædle Herre maa ikke tale saadan til mig. Naar jeg hører den Slags Ord, kan jeg ikke lade være at græde.
Og virkelig faldt der fra Josephs ellers saa skælmske Øjne to store klare Taarer ned over Bombatinis med kostbare Ringe tæt besatte Hænder, og der var atter den bedste Forstaaelse mellem Herre og Tjener.
Idag var Joseph rigtig i sit Es. Det var en af hans store Dage. I Paladsets gamle pragtfulde Riddersal stod han i det for ham særlig komponerede Gallaliberi bag sin ædle Herres Stol og opvartede kun ham og hans skønne Borddame, Madrids Stjerne, Lola Montero.
Og naar Maaltidet var færdigt, naar den franske Koks lækre Retter var forsvundne af Sølvservicet, og de ædle Vine var drukket ud af de slebne Krystalglas, saa vidste Joseph, at gyldne Drikkepenge vilde regne ned over ham.
Aldrig havde han da været mere væver og adræt end idag, og aldrig havde hans ædle Herre været i bedre Humor. Han drak og spiste og hilste paa sine muntre Gæster, thi Bombatini hørte ikke til de Matadorer, der øver Afhold, før de møder Tyren.
Pludselig bøjede Joseph sig ned over sin Herre og hviskede ham et Par Ord i Øret, og imod al spansk Skik rejste Bombatini sig fra Bordet og forsvandt uden saa meget som en Hilsen. Ingen af Gæsterne sagde et Ord, ingen fulgte ham med Blikket, thi de vidste, at dette vilde irritere deres Vært, som vilde have Lov til ubemærket at begaa
