dette eneste Brud paa sin fyrstelige Gæstfrihed.
Bombatini maatte nemlig have en Lur paa en Time, før han tog afsted til Kamp. Paa Slaget to trak Joseph, derfor et mægtigt, diamantbesat Gulduhr op af Lommen og holdt det hen for Matadoren, der nikkede og derved modsagde det ondsindede Rygte, der var udspredt, at han ikke kendte Klokken.
Saasnart Bombatini var forsvundet, rejste den unge Marquis de Plane sig og tog som Vicevært Plads ved Lola Monteres Side.
Marquien var en smuk Mand med fine Manerer og et Par ejendommelige fløjelsbløde Øjne, i hvilke der kun tændtes Ild, saasnart de dvælede paa Kvinder.
Naar han var sammen med Mænd, var der en ejendommelig lidenskabsløs Ro over hans Væsen; og Bombatini, der ikke var nogen stor Psykolog, ansaa ham ikke for at være en farlig Rival. Han saa ham derfor gerne i sit Hus, fordi det i høj Grad smigrede ham at være Ven med en Adelsmand af en virkelig fin gammel Slægt. Marquis de Plane hørte nemlig til den ikke ualmindelige Type paa moderne franske Monarkister, der efter at være sat udenfor enhver politisk Indflydelse i den tredie Republik har ladet al Interesse gaa over paa Automobilkørsel, Luftsejlads, Væddeløb og Tyrefægtning. De søger i Sporten et Surrogat for svundne Tiders ridderlige Idræt paa Turneringspladsen.
Marquis de Plane bøjede sig med en galant Kompliment frem mod Skuespillerinden; Fløjels-
