Denne side er blevet korrekturlæst
glansen gled af hans melankolske Øjne som paa en Ugle, naar den lukker sin Hornhinde op:
— Skønne Lola! sagde han sagte, hvor har jeg dog længtes efter dette Øjeblik, da jeg kan faa Lov til at tale til Dem og lægge mit Hjerte for Deres Fødder. De véd ikke, hvor jeg lider, naar jeg ser Dem sammen med den Slagtersvend; thi Slagtersvend, det er og bliver han dog, om han saa hundrede Gange kaldes Matador og bor i et fyrsteligt Slot.
Lola Montero, der var vant til at modtage et Par Kærlighedserklæringer om Dagen, ikke mindst naar hun var mellem Tyrefægterfolkene, lænede sig tilbage og lo, medens hun kølede sig med Viften.
— Ja, ja, lille Marquis, sagde hun, jeg vil nu alligevel ikke bytte den Slagtersvend bort for en hel Snes Adelsmænd.
