VII. KAPITEL.
rokosten var forbi. Det glade, højrøstede Selskab havde spredt sig inde i den store Have, hvor hvide Marmorstatuer lyste mellem Palmer og Piniers mørke Blade.
I en lille, kølig Grotte, hvis Indgang var halvt dækket af nedhængende, filtret Vinløv, havde Lola Montero søgt Rekreation for den anstrengende Flirt, der bølgede om hendes skønne, efterstræbte Skikkelse.
Hun laa nu i en Art Hængekøje, der kun var dannet af en tarvelig Bastmaatte, og hun følte Velvære ved Ensomheden, medens hun kastede Røgen i Vejret fra sin ægte Havannacigaret.
Det raslede i Løvet, der gled til Side, og Marquis de Plane traadte ind i Mørket, der næsten blændede ham ovenpaa det stærke Solskin udenfor.
Lola Montero syntes aldeles ikke at blive forbavset. Der var snarere lidt Utaalmodighed i Stemmen, da hun sagde:
— Naa, man maa da heller aldrig faa Lov til at være alene et Øjeblik.
