— Nej! Naar man er saa skøn som De, Senorita Lola, har man ikke Lov til at unddrage sig Mændenes Blik, til hvis Husvalelse Vor Herre har skabt Dem.
— Det er ellers haarde Betingelser! svarede Skuespillerinden og lo. Men naar De ikke kan undvære Synet af mig, saa sæt Dem i hvert Fald derovre paa Mosbænken. Jeg vil helst have Dem lidt paa Afstand. Jeg er ikke rigtig sikker paa Dem i Mørke.
— Senorita! udbrød Marquien med en let Bebrejdelse i Stemmen. Jeg er først og fremmest Adelsmand.
— Naa, ja, godt Ord igen. Men hvad er det saa, De vil mig; thi De er vel ikke kommen alene for mine smukke Øjnes Skyld.
— Aah, Senorita! For de Øjne kunde jeg gaa i Døden, men det er rigtigt, jeg er ikke kommen udelukkende for at faa Lov til at bade mig i deres Glans. Jeg er ogsaa kommen for at gentage for Dem, at Bombatini er en Mand, der er uværdig til Deres Kærlighed.
— Hvem taler om Kærlighed, min gode Marquis?
— Ligemeget! Han er uværdig til den varme Interesse og store Ømhed, med hvilken De omfatter ham.
— Og hvorfor det?
— Fordi, som jeg før sagde, han kun er en simpel Slagtersvend. Fra Barnsben har han gaaet i Slagterierne i Toledo og faaet Lov til at øve sig paa Kreaturerne, indtil han tilsidst opnaaede den Færdighed, han nu har, til at staa en Tyr ihjel.
— Og det regner De ikke for noget, min kære
