Marquis. Hvad øvede Deres store Forfædre sig paa? De Forfædre, af hvem De er saa stolt. Paa at slaa Mennesker ihjel. Og naar De havde opnaaet den Færdighed, saa var de Riddere uden Frygt og Dadel.
— Men de kunde andet og mere.
— Mange af dem kunde næppe andet end føre en Klinge.
— Godt, lad saa være. Der var maaske ogsaa nogle af dem, der ikke kunde andet, men det var Folk med Mod.
Lola Montero rejste sig halvvejs op i Hængekøjen, og medens hun støttede sig paa Albuen, saa hun gennem Mørket hen paa Marquis de Plane og sagde:
— Nej hør! Nu begynder De virkelig at interessere mig. Er der Noget, jeg sætter Pris paa, saa er det Modet, paa Modet og kun paa det. Alle andre Egenskaber hos en Mand er mig ligegyldige, thi har han Modet, det store Mod, saa gennemsyrer det hele hans Karakter og sætter sit Stempel paa alle hans Handlinger. En Mand, der er modig, han er altid stolt, uegennyttig og ærbødig mod Kvinden, en Mand, der er modig, er ude af Stand til at begaa en lav Handling. En Mand, der er modig, alene han er i Stand til at bringe et Offer, om saa Ofret var Livet selv.
Derfor vilde jeg ogsaa godt kunne have elsket en af Zaragossas lasede Saracenerhelte og ladet ham faa Oprejsning for hans Lidelser i mine Kærtegn. Men hvor finder man Helte i vore Dage i Spanien? Mellem Soldaterne? Aah lad os ikke
