IX. KAPITEL.
yrefægtningen er forbi!
Den store Arena, i hvis Sand der har staaet smaa røde Søer af levret Blod, er omhyggelig bleven skyllet og revet af alle de vise Aber i deres røde Blu ser og blaa Buxer.
Nu er Manegen atter klar, og der lyder atter et Kampsignal, men det har en underlig skrattende, næsten parodisk Klang.
Skal Kampen atter begynde? Paa en Maade! Det er Satyrspillet ovenpaa Tragedierne.
En Tyr, hvis Horn er forsynet med store Gummibolde, saaledes som man ved alvorlige Kampe bruger dem overalt i Portugal, bliver lukket ind.
Den synes kaad og glad som et Føl og bisser omkring, medens den brøler og slaar bagud i overstadig Glæde over atter at kunne røre sig. Fra de billige Pladser kommer Drenge og unge Mænd i deres ofte pjaltede, men ofte ogsaa maleriske Dragter entrende ned, og idet de tager Trøjen af, benytter de den som Capa til at pirke Tyren op. Legen foregaar iøvrigt med stor barnlig Godmodighed. Det er en fast Skik, som man
