Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/54

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

— Har De ingen Tyrefægtninger dér?

— Nej! Nej!

— Det maa være kedeligt, fløj det ud af Munden paa Carmen. Men lidt efter tilføjede hun, ligesom om hun fortrød, hvad hun havde sagt: De er vist meget bedre Mennesker oppe hos Dem, end vi er.

Castella rystede paa Hovedet. Hans spanske Blod fornægtede sig ikke. I Virkeligheden var han ligesaa betaget at Tyrefægtningens brogede Billede som Carmen. Han trængte kun til at give sine moralske Tømmermænd Luft. Lidt efter var de to midt i en livlig Diskussion om, hvornaar der næste Gang var Forestilling paa Torospladsen, og Castella lovede Carmen, at hun skulde faa Lov til at følge med.

— Hugo Hjorth gik tavs. For ham stod det hele farvemættede Sceneri kun som en fjern Baggrund, en Staffage om en enkelt Figur, der trængte sig frem i forreste Plan og helt dominerede den.

Det var Matadora!

Han kunde ikke faa hendes Billede ud af sin Tanke, det vedblev at lyse imod ham snart med et kælent, sværmerisk Udtryk ide store, mørke Øjne bag de lange, sorte Vipper, snart med et næsten blodtørstigt Smil fra de hvide Tænder under den letdunede Overlæbe.

Da de var naaet hjem, og Carmen under mange fornyede Taksigelser havde trukket sig tilbage, blev de to Venner siddende alene ude paa Balkonen, medens de drak et Glas Vin.

Hugo, der gerne selv ønskede at sprede de Tan-