Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/56

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Hvis han fandt Oplysninger, der kunde være mig til Gavn, skulde han lade mig det vide.

— Og har Du hørt fra ham? spurgte Hugo adspredt, men for at sige noget, idet han med et halvt Øre havde lyttet til sin Vens Beretning.

— Nej, Gu' har jeg ej! udbrød Komponisten ærgerlig. Og nu er jeg begyndt at tro, at jeg heller ikke vil høre noget fra ham. Han har vist bare givet mig en Sludder for en Sladder for at blive mig kvit.

— Naa! Haabet beskæmmer Ingen.

— Det er netop ogsaa det, jeg tænker. Og skulde jeg blive en rig Mand hernede og komme hjem med en Skat, saa....

— Saa?

— Det kan være ligemeget. Det var bare saadan en dum Tanke, der faldt mig ind.

Der gled et næsten umærkeligt Smil over Hugo Hjorths Ansigt! Komponisten saa det ikke eller lod i hvert Fald, som om han ikke saa det.

Begge faldt derefter i Tanker og blev siddende tavse, medens de lyttede til Sangen og Mandolinspillet, der, isprængt Lyden af klaprende Kastagnetter, lød op til dem henne fra den store aabne Plads.

Saa hørte de Uhret slaa elleve paa Santa Maria. Duggen faldt stærkt, og Natten var lummer med let Brise ind fra Havet.

De drak deres Glas ud og sagde Godnat til hinanden.

Saa gik hver ind i sit Værelse.