Døren gik op, og Bombatini traadte ind, bred og sikker, i Tyrefægternes daglige Dragt.
— Min skønne Herskerinde har ladet mig kalde, og jeg iler med at efterkomme Eders Befaling. Hvormed kan jeg være min Herskerinde til Tjeneste?
Lola Montero pegede uden et Ord paa Portrætet, og Bombatini, der ikke havde megen Kunstforstand, men som saa sin beundrende Donnas skønne Træk lyse sig i Møde, svarede, idet han bakkede galant:
— Synet af Eder, skønne Dronning, er i sig selv nok til at gøre en Mand til Kunstner. Her har I faaet en Kunstner til at skabe et Mesterværk, der er Eders Skønhed værdigt. Hvem er Maestroen?
Med et Blik, i hvilket der næsten var et skalkagtigt Udtryk, pegede Lola Montero paa Hugo Hjorth, der ikke havde forstaaet, hvad de to sagde indbyrdes.
Matadoren kastede et ligegyldigt Blik paa Maleren og sagde i en kort, forretningsmæssig Tone:
— Hvormeget koster det Billede? Naa, det er forresten ligegyldigt. De kan selv bestemme Prisen og hæve Pengene hos min Sekretær. Jeg beholder det Portræt.
Hugo Hjorth saa uforstaaende paa Matadoren, og Skuespillerinden rykkede ham til Hjælp, idet hun sagde:
— De forstaar maaske ikke Spansk? Men Fransk? Ja? Don Bombatini meddeler Dem, at det skal være ham en Fornøjelse at købe Deres Billede til den Pris, De selv maatte bestemme.
