Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/70

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Skikkelse, hvis Mandighed hun saa ofte havde beundret.

Dog, dette forsvandt hurtigt, da Marquien nu kom med de store Pelse, i hvilke de alle blev indhyllede.

Saa gik det afsted i strygende Fart med Marquien som Vognstyrer og Chaufføren ved hans Side.

Paa Bagsædet sad Lola Montero og Matadoren Bombatini.

Turen var pragtfuld langs den blaa biscayiske Bugt, og uden Uheld naaede man Biarritz, hvor den splendide Frokost indtoges paa Strandhotellet i Selskab med nogle inviterede franske Gæster.

Efter at man havde siddet en halv Tid nede paa Plagen i Strandkurvene og set paa de Badende og Børnene, der med opkiltret Tøj legede i Havstokken og gravede Kanaler i Sandet, blev hele Selskabet enigt om at gaa i Vandet.

Under munter Latter vadede Herrer og Damer i Fællesskab ud fra Kysten for med faa Sekunders Mellemrum at modtage en Overrisling af den mægtige Flodbølge, der med Regelmæssighed som et Urs Perpendikel skyller ind i Klippebugten og atter trækker sig tilbage. Det er, som om denne Naturens store, krystalrene Vandmasse, der sendes ind over Stranden ude fra det dybe, aabne Hav, ikke blot renser det ydre Menneske, men ogsaa det indre. Selv ellers snerpede engelske og amerikanske Misser har aldrig følt sig forargede over Badelivet i Biarritz.