Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/71

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

Medens man ude i Vandet lo og sprøjtede hverandre over, var Bombatini den eneste, der ikke havde undt sig selv Behageligheden ved det forfriskende Bad ovenpaa den støvede Køretur.

Man havde kun gjort en Bemærkning derom indbyrdes en passant, thi ved de store Badesteder handler enhver efter sin Lyst.

Nu havde man taget Afsked med Selskabet og var for Hjemgaaende.

Omtrent paa Halvvejen passerede man en Bro, der førte over en Biflod til Rio Uremea, ved hvis Udløb San Sebastian ligger.

Paa Bredden var der en lille malerisk Ruin, over hvis solbeskinnede, mørke Murrester de hvide Akacier dryssede deres Regn af Blade, medens den klare, rislende Strøm aandede en forfriskende Kølighed op gennem Breddens rige Flor af yppige Vandplanter, i hvis tætte Skov Insekternes Sværm summede.

Fra Land skød en lille forfalden Bro med tilhørende Vandballer og Vadskeapparater sig ud i Aaløbet, og paa Broen var to smaa, næsten fuldstændig nøgne Børn ivrigt i Færd med at faa en Papirsbaad til at sejle.

Drengen laa paa Knæ paa det yderste af Broen, den lille Pige stod beundrende tæt op ad ham, skrævende paa de smaa, brunede Ben under det lille ildrøde Stumpskørt og med begge Hænderne i Siden.

Det var et nydeligt Genrebillede i den mest maleriske Indramning.

Lola Montero ønskede at stige ud for at hvile