Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/83

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

chotes Rosinante er en vælig Araber mod de Kuler, der udleveres til Picadorerne.

Det er usle Krikker, der har slidt sig Spat til paa Gadernes Stenbro foran Drosker og Sporvogne; deres Ben er saa stive som Stylter, og deres Kroppe saa radmagre, at end ikke Pølseslagteren vil byde paa dem.

Paa saadan et Udgangsøg rider Picadoren, bevæbnet med sin Landse, ind i Arenaen, iført stramme, gule Læderbuxer med Benskinner, en kort gul Jakke med Sølvbesætning og en mægtig, bredskygget graa Hat. Ofte lyder der et Svup. Det er Tyren, der tager den magre Rallike paa Hornene og kaster den op i Luften, saa at Rytteren farer langt bort. Han ligger da næsten som et Lig, og Tyrefægterne maa se at faa Dyret fjærnet fra ham ved at svinge med deres røde Klæder, indtil man atter kan faa Picadoren stablet paa Benene.

Undertiden bestiger han atter Hesten, af hvilken Indvoldene maaske hænger ud, saa at de bliver smudsige af at slæbe i Sandet. En af de vise Aber klipper dem i saa Fald af med en stor Sax, og det magre Dyr stolper videre, næsten som om det følte Lettelse.

Undertiden maa man bringe Rytteren i Sikkerhed bag Barrieren, naar hans Hest er dræbt. Han bevæger sig paa Jorden næsten som en Skildpadde. Thi Sagen er den, at hans Benskinner er jærnbeslaaede, at hans Skuldre og Albuer er udforede og hans Hatteskygge af halvanden Tomme tyk Filt. Alt, for at han ikke skal slaa sig i Faldet.