de eller til at udstrøs paa Væddeløbsbaner og Torospladser.
„Kusken fra Coimbra“, der betragtede sin Toledoklinge som et fuldgyldigt Adelsmærke, maatte da oprøres til Latter ved Tanken om, at en Tordalkado skulde betegnes med Hæderstitlen: Matador. Og Bombatini nikkede bifaldende, da Kusken tilføjede:
— Hvad han skal kaldes, det véd jeg ikke. Hvis man skal kalde ham noget, maa det vel være Gøgler!
Et mægtigt Bifald hilste denne Udtalelse, medens den spanske Flue rystede opgivende paa Hovedet, og Matadora lidt irriteret udbrød:
— Men saa fortæl mig dog, hvem han er, og lad være at snakke i Gaader.
Den spanske Flue lod ikke denne udmærkede Lejlighed til atter at tage Traaden op gaa sin fine Næse forbi.
— Hvis de Herrer tillader det, vil jeg gerne have Lov at svare Donna Lola paa hendes Spørgsmaal.
Bombatini nikkede indrømmende, og den spanske Flue fortsatte:
— Tordalkado er Indier. De Folk dernede véd undertiden mere end deres Fadervor.
Bombatini og tre, fire af de andre Tyrefægtere slog Korsets Tegn for sig.
— Tordalkado har et Par Øjne, som jeg aldrig har set Mage til. De er som to Staalklinger, der borer sig ind i Ens Hjerne og lammer den, naar han blot ser paa En. Stirrer han paa En, er man bange for, at man skal miste Synet og faa
