Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/94

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

vøse Stemning, der følger med Følelsen af at staa overfor noget ukendt.

Saa viftede Præsidenten med sit hvide Klæde, Trompeterne skraldede, og den sædvanlige Procession holdt sit Indtog. Men den modtoges ikke med det sædvanlige, jublende Bifald. Iaften var man ikke kommet for at se paa Tyrefægternes dristige Leg med Tyren. Hele den traditionelle Indledning føltes næsten som overflødige og fornærmelige Omsvøb. Man brød sig hverken om de middelalderlig klædte Herolder eller om Capeadorerne og Piccadorerne, man ventede kun paa det store Øjeblik, da Tyren i Stedet for Espadaens skarpe Klinge skulde møde den mystiske Tordalkados hypnotiske Blik.

Nu var Tidspunktet endelig kommet. Dødsstilhed herskede over hele den mægtige Torosplads. Selv de mest trænede Tyrefægtere følte deres Hjerter banke stærkere. Ogsaa for dem havde det Skuespil, der nu skulde udfolde sig, Nyhedens Interesse.

Alle trak sig tilbage i Arenaens Udkant eller sprang over Barrièren. Den hidsede Tyr stod midt paa den blodvædede Plads med fraadende Mund, medens den med vilde Blikke stirrede sig om efter en ny Fjende.

Da slukkedes pludselig med ét Slag alle Lamper, og en elektrisk Projektør kastede sin kegleformede Lysstraale som en Kniv gennem Mørket.

Fra det over Arenaen anbragte Hængestillads, der var forsynet med en stor Lærredscylinder,