Den spanske Flue havde for tiende Gang afleveret denne Beretning, medens han sad i en stor Straastol paa Fortovet foran sit Hotel, hvor han ikke var altfor svær at finde for Pressemændene, der hver for sig var glad over det Held, han havde haft til at træffe Tordalkados Impresario.
Saa kom et lille, let Kurvekøretøj med uniformeret Piccolo paa Bagsædet og en elegant klædt Dame som Kusk. Køretøjet holdt, og udsprang Lola Montero og ilede lige hen til Impresarien, der just var optaget af med et Smil at læse Dagens Blade. Netop i dette Øjeblik lyste hans hvide Tænder i det sorte Mefisttoskæg, medens han studerede en berømt stedlig Psychiatrikers Analyse af Tordalkados ejendommelige Egenskaber. Psychiatrikeren mente, at Tordalkado maatte have faaet sin Skole hos Fakirerne.
Den spanske Flue nikkede hen for sig, da han i det samme hørte Damens begejstrede Udbrud:
— Kære Bravo! Det er Deres Mesterstykke. Aldrig i mit Liv har jeg oplevet et saa spændende Optrin. Det har været mig umuligt at sove inat, saa oprevne var mine Nerver. De maa skaffe mig den Mand i Tale. Jeg vil se ham paa nært Hold.
— Skønne Senorita! De véd, hvor højt jeg beundrer Dem. Bed mig om at skære mit Hjerte ud og servere Dem det paa et Fad i skarp Sauce, og jeg skal gøre det. Men bed mig ikke om en Samtale med en Mand, hvis Aand maaske nu svæver langt borte, thi det er mig en fysisk Umulighed.
Lola Montero gjorde en afværgende Bevægelse med Haanden og satte sig ned i en af Kurvesto-
