Side:Christianiadommen - Østre Landsrets dom af 10. februar 1977.djvu/66

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 66 -

for vidnets hukommelse. Det er rigtigt, at kulturminister Niels Matthiasen udtalte, at Christiania "kan fortsætte, indtil resultatet af idékonkurrencen skal føres ud i livet". Ministeren brugte også vendingen om eksperimentet "hvis det lykkes", men nåede ikke at svare på et spørgsmål fra en af de tilstedeværende beboere i Christiania om, hvilke betingelser der krævedes hertil, idet ministeren måtte forlade mødet. Socialministeren gjorde en bemærkning om de 3 år, og forsvarsministeren fremkom med en udtalelse om de 3 år, i hvilke man havde besluttet at beholde arealerne. De 3 år blev ikke nærmere præciseret. Vidnet, der herom har henvist til indledningen til kulturministeriets notat (bilag 10) vedrørende mødet den 14. juni 1973, mener, at kulturministeren på mødet henviste til den forudgående regeringsbeslutning, som var kendt gennem forsvarsminister Kjeld Olesens besvarelse i folketinget af en forespørgsel.

 Forsvarsministerens afsluttende bemærkning på mødet den 14. juni 1973 om "det sikkerhedsmæssige" havde sin baggrund deri, at der da nylig havde været ildebrand i gaden Åbenrå i København. Når det blev betonet, at ministrene "jo stod med ansvaret" for det sikkerhedsmæssige i Christiania, forstod vidnet det sådan, at der dermed sigtedes til det politiske ansvar, uden at sondringen politisk og almindelig juridisk ansvar blev fremført.

 Når det nu haster så stærkt med en rømning af Christiania, beror det efter vidnets opfattelse på, at den tidsmæssige ramme - nemlig de 3 år - som forsvarsministeren havde nævnt i folketinget, at regeringen ville beholde arealerne - nu er overskredet. I skønnet over disse 3 år var indgået forudsætningen om idékonkurreneens gennemførelse. Arealerne er ikke