- 117 -
ministeriet ikke ønskede at beholde området. Per Løvetand tog vistnok initiativet til betaling for el og vand i stedet for lejekontrakter. Lejekontrakter efter "slumstormermodel" stødte vist nok hos forsvarsministeriet på modstand, fordi ministeriet ikke ville binde sig. Den foreløbige aftale forpligtede i høj grad forsvarsministeriet. At den var foreløbig skyldtes manglende afklaring omkring flere problemer. Den var et forspil til, hvad der senere skulle ske, når forsvarsministeriet havde fundet ud af anvendelsen af området. Christiania ønskede en fælles lejekontrakt for at være sikker på at kunne blive på området i et tidsrum. Mange christianitter håbede, at Københavns kommune ved en eventuel overtagelse ville indse Christianias værdi, så kommunen ville lade Christiania fortsætte. Man anså den foreløbige aftale for en grundlæggende anerkendelse af Christiania, men man havde ønsket den videregående for at opnå større sikkerhed.
Forsvarsministeriets ønske om at sælge var utvivlsomt alvorligt ment, men ikke realistisk. Forudsætningen for salg var både, at der var en køber, og at der var en godkendt dispositionsplan, men det ville blive langvarigt. Alle var enige om, at det var en forudsætning for den foreløbige-aftale, at alle væsentlige spørgsmål skulle diskuteres med Christiania. Formelt kunne man dog sælge uden forhandling med Christiania, men vidnet ville mene, at reelle købstilbud måtte drøftes w med Christiania.
Med hensyn til sin deltagelse i møder har vidnet iøvrigt forklaret, at hun ikke husker, om hun deltog i mødet den 5. marts 1973. Hun deltog ikke i forberedelserne til beslutningen om at beholde arealet, men hun var med i et forberedende møde forud for den 5. marts. Der blev imidlertid ikke truffet be-
