Side:Christianiadommen - Østre Landsrets dom af 10. februar 1977.djvu/162

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

- 162 -

at Christianias benyttelse af bygningerne på området har sikret dem mod hærværk og medvirket til deres bevaring, og at Christianias eksistens har sparet det offentlige for nogle sociale udgifter, ændrer heller ikke forholdets ensidige karakter, idet der ikke derved er ydet noget vederlag i retlig forstand.

 Ved bedømmelsen af en sådan ensidig disposition får betragtningerne over, hvem der bør bære den bevismæssige risiko for mangelfuld skriftlig fiksering af retsgrundlaget, herefter mindre betydning, idet de i så henseende fra Christianias side fremførte synspunkter først og fremmest vedrører gensidig bebyrdende forhold.

 Folketingets beslutninger vedrørende Christiania indgår ikke i rettens bedømmelsesgrundlag og har ikke karakter af direktiver til domstolene.

 Sagernes hovedspørgsmål, hvorvidt Christiania kan kræves rømmet, derunder hvorvidt rømningen har kunnet kræves pr. 1. april 1976, kan ikke entydigt løses på grundlag af oplysningerne om indholdet af regeringsbeslutningen af 6. marts 1973 og udfaldet af mødet i kulturministeriet den 14. juni 1973.

 Det fremgår af artikler i "Ordkløveren", at beboere i Christiania gennem forsvarsminister Kjeld Olesens og økonomi- og budgetminister Per Hækkerups udtalelser i folketinget - og muligt på anden måde - var bekendt med, at der af regeringen den 5. og 6. marts 1973 var truffet beslutninger om arealet, og at disse beslutninger blev forstået som en sikring af Christianias eksistens i 3 år, uden at perioden i de nævnte artikler blev sat i forbindelse med varigheden af en idékonkurrence. Da det efter bevisførelsen må lægges til