Side:Christianiadommen - Østre Landsrets dom af 10. februar 1977.djvu/60

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 60 -


samt at Københavns social- og sundhedsforvaltning ikke har ressourcer til at tilvejebringe et alternativ, idet et sådant i givet fald måtte have karakter af genhusning under en eller anden form. Det bemærkes for en ordens skyld, at en genhusningsopgave - hvis man overhovedet ville anerkende en genhusningspligt - principielt, ligesom ved andre nedrivninger uden for det i saneringslovens 59 afgrænsede område, primært måtte påhvile grundejeren."

 I en supplerende udtalelse af 13. juli 1976 (bilag 219) udtalte Københavns magistrats 3. afdeling, at udviklingen efter januar 1976 gav anledning til bekymring for så vidt angår såvel arten som omfanget af problemerne. Det bemærkedes, at det københavnske social- og sundhedsvæsen ikke har ressourcer til at løse så store og komplicerede problemer som de helt specielle rømningsproblemer, der her er tale om, sideløbende med sine daglige opgaver.

 Forsvarsministeriet har for sit vedkommende i en skrivelse af 8. september 1976 (bilag 298) til professor Ole Krarup meddelt, at man ikke anser sig for forpligtet til at gennemføre foranstaltninger til genhusning eller behandling af Christiania-beboerne ved fristadens ophør.

 I februar 1976 havde en gruppe, bestående af professor Erik Kaufmann, stud. polyt. Jes Møller og civilingeniørerne Linda Christensen, Mai Buch og Peter Hartoft-Nielsen, Instituttet for Vejbygning, Trafikteknik og Byplanlægning, afgivet et notat med titlen "Overslag over Christiania” ("Kaufmann-rapporten", bilag 121). I en sammenfatning anførte gruppen blandt andet, at det efter dens beregninger ville koste mange flere penge, både for staten og for kommunen, at rydde Christiania end at bevare det. Man nævnte ialt 70 millioner kr. i merudgift indenfor de første 10 år.