Side:Christianiadommen - Østre Landsrets dom af 10. februar 1977.djvu/69

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 69 -

fald kunne blive bragt ind under lejelovgivningens regler om opsigelse. Han ønskede at stå frit i tilfælde af afhændelse, og området var iøvrigt uegnet til udlejning.

 Med hensyn til udtrykket "Nedrivning ... efter aftale" i pkt. 2 i det underskrevne dokument har vidnet forklaret, at det skulle forstås således, at det var myndighederne, der bestemte nedrivningen, hvorefter tidspunktet derfor skulle drøftes med beboerne. Vidnet kan dog godt se, at bestemmelsen kan læses anderledes, og han er bekendt med, at folketingets ombudsmand har en anden opfattelse. Vidnet ved ikke, om ministeriet derefter har ændret sin opfattelse. Vidnet har haft drøftelser med Christiania i januar 1974 om nedrivning og var da ikke i stand til at give konkrete oplysninger om, hvilke bygninger der skulle nedrives. Mens vidnet endnu havde Christiania-sagen under sit sagsområde, er der ikke givet beboerne underretning om, hvilke bygninger der skulle nedrives, men de har efter indgivelsen den 19. marts 1974 af ansøgningen til finansudvalget (bilag 36) fået udleveret et kort over området, hvorpå de forskellige bygninger var indtegnet.

 Hvad angår de øvrige bestemmelser i den foreløbige aftale har vidnet forklaret, at det i pkt. 3 omhandlede brandslukningsmateriel blev leveret og afprøvet. Den sociale gruppe, der nævnes i pkt. 4, blev etableret men har haft skiftende medlemmer. Hvad angår afregningen for el og vand har vidnet oplyst, at der har været mange forklaringer på det store vandforbrug. Han er bekendt med, at der var beboere, der forsømte at lukke for vandet, og at der var haner, som blev brækket. Iøvrigt var anlægget gammelt, og lækager kan være op-