Side:Christianiadommen - Østre Landsrets dom af 10. februar 1977.djvu/84

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

- 84 -

På spørgsmål om, hvad der skulle ske, hvis det ikke lykkedes at afhænde arealet inden de 3 år, har vidnet svaret, at det gjorde man sig ingen tanker om dengang, idet man anså de 3 år for en rimelig tid til afhændelse. Foreholdt kulturministerens udtalelse om, at Christiania kunne fortsætte, indtil der er truffet beslutning om arealets anvendelse efter 3-års fristens udløb, har vidnet fastslået: de tre år var nøjagtig tre år.

 Da vidnet tiltrådte som forsvarsminister den 10. oktober 1971, forelå ingen planer om udnyttelse af arealet. Vidnets forgænger havde truffet beslutning om, at arealet efter rømningen ikke skulle bevogtes militært. Der var en aftale med et privat vagtværn. Vidnet har taget initiativet til nedsættelse af arbejdsgruppen. Man stod overfor noget, der ikke kunne løses ved hjælp af betjente; parterne måtte finde sammen. Vidnet accepterede situationen. I 1971 tænkte han ikke på, at Christiania skulle være et "socialt eksperiment". Dette udtryk dukkede først op i løbet af 1972.

 Den foreløbige aftale af 31. maj 1972 er formentlig konciperet af kontorchef Fält-Jensen. Vidnet har gennemgået den, da den var under udarbejdelse. Selv om aftalen udtrykkelig kun omhandlede enkelte punkter, var det en forudsætning, at alle vigtigere ting blev drøftet. Christiania havde en "social gruppe", der vist nok var startet før den foreløbige aftale og bestod af ca. en halv snes personer. Leonard var en af de drivende kræfter. Tine Bryld var konsulent for socialministeriet og havde nær kontakt med gruppen. Der var ikke tale om fagfolk; det ville have været i strid med christianitternes indstilling. Gruppen fungerede ganske udmærket i vidnets ministertid og også senere, hvor vidnet har fulgt Christiania med interesse. Det er vidnets indtryk, at der i