Side:Christianiadommen - Østre Landsrets dom af 10. februar 1977.djvu/9

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 9 -

 Da det viste sig umuligt at tilvejebringe de nødvendige bevillingsmæssige forudsætninger for kulturministeriets planer til udnyttelse af området, meddelte kulturministeren den 16. marts 1972 (bilag 3), at kulturministeriet herefter overlod det til forsvarsministeriet som områdets formelle ejer at varetage det videre forløb af sagen; men således at kulturministeriet fortsat ville medvirke udfra bygningsfredningsmæssige og almene miljømæssige interesser.

 Fra februar til april 1972 blev der afholdt nogle møder i forsvarsministeriet med repræsentanter for Christiania, deriblandt arkitekt Per Løvetand Iversen. Man drøftede forskellige praktiske problemer, og det besluttedes, at forsvarsministeriet skulle forsøge at få oprettet en kontaktgruppe fra myndighederne.

 Efter beslutning på et fællesmøde i Christiania den 24. april 1972 blev der overfor forsvarsminister Kjeld Olesen fremsat følgende skriftlige normaliseringsoplæg (bilag 172) ("CA" er en forkortelse for Christiania):

"1. CA ønsker at betale et fast beløb pr. person (ca. 50 kr/mnd.) til forsvarsministeriet som leje af Fristaden Christianias område, til dækning af de reelle driftsudgifter til el og vand.
2. CA ønsker at betale kollektivt til forsvarsministeriet og selv administrere en ordning til de enkelte CA-borgere.
3. CA ønsker gennem vedtagelsen af denne betaling en "normaliserin" af den eksisterende situation, således at forstå at man får tilsagn om vor forbliven på området indtil de af myndighederne skitserede planer vil kunne realiseres eller koordineres med vor fortsatte forbliven på området.