1685 496
Kirke Ritual VI Cap. 11 Art. 25 Jul. 111 Art.) Om de Besatte og dem, som i en eller anden Maade plages af Dievelen eller hans onde Redskab. Bliver Præsten kaldet til nogen, som holdes for at være besat, eller i anden Maade plas ges af Dievelen, da maae han ingenlunde afslaae det; men bør efter sit Embedes Pligt, i Herrens Navn, efter foregaaende alvorlig Bon og Paakaldelse til Gud, strar at forføie sig til den Soge og fornemme hans Tilstand. End bliver han ikke kaldet, og det er vitterligt, at saadau en er i hans Meenighed, bør han dog komme af sig selv, og, om han saa tyffes, fan han tage fine Medhielpere eller nogle andre Guds Børn der af Sognet med sig. Han maae ikke være for hastig til at domme derom, at han enten gior for lidet deraf, eller og for meget. Thi endiant slige Exempler, derfor Gud være æret, ere nu omstunder rare i Christenheden, saa bør man dog ikke holde det for Fabel, Drøms me, melankolike Griller eller anden Sindets Uroelighed, naar saadant høres iblant os, og ikke tænke, at vi nn ere aldeles frie for flige Satans Anfægtninger. Iffe heller skal en Guds Tiener være for hastig til at troe den gemene Tale om saadanne Syge; Men han bør være betænksom i sine Domme, og i saadant Fald vel vide at giøre Forskiel paa slige Satans Gierninger, saa at han ikke tager det ene for det andet, og dømmer den at være besat, som enten iffun udvortes plages af Dievelen, eller og ved Forgift eller anden Troldom er bragt i den Tilstand, eller og maaskee af en naturlig Svaghed saaledes kan anstille sig; efterdi der ere adskillige Sygs domme, som i et og andet ligne dem, som ere befatte, saasom Maanedsyge, Raserie, den faldende Syge og andre deslige. Derfor, naar Prasten kommer til nogen, som er saaledes anfagtet, sal han først og for alting vel give Agt paa, hvorledes den Syges Tilstand er, vg
