1828 501
Fr. ang. Ret. vedbørl. og hurt. Pleie. 1-3§. endnu beroer hos Mandanten, hvilket dog ikke kommer i 16 Jan. Betragtning for længere Tid end den, der efter Sagens Beskaffenhed maa ansees nødvendig for ham til at giennemgaae Sagen og tilkiendegive Sagføreren det Fors nødne. 2.) Ogsaa bliver det paa det noieste at. iagttage, at det ikke er nok, at den Handling, med Hens syn til hvilken udsættelse begieres, i sig selv er et hensigt. sigtsmæssigt Middel til Sagens Fremme, men at det dertil endvidere forudsættes, at den Paagieldende ikke forud maa have havt tilstrækkelig Tid til at iværksætte samme, da der ellers ikke maa gives ham nye Udsættelse til at foretage det, som alt tilforn burde været foretaget. Der bør saaledes ingenlunde tilstaaes Udsæts telse, fordi en Sagfører, efterat han allerede forud har havt en Frist, hvori han kunde og burde have foretaget noget til Sagens Fremme, finder for godt at tilstille sin Mandant Sagens Documenter, eller fordi Vidnestævning udtages, Contraklage eller Stævning indgives eller deslige, efterat den Vedkommende allerede forud har havt Sagen udsat i en saadan Tid, at der deri havde været tilstrækkelig Leilighed for ham til, om ikke at give endeligt Tilsvar, saa dog at iværksætte slige Foretagender, hvorved Sagens videre Fremme forberedes. Ligesom Dommeren ikke bør nægte den, hvis Modpart fremlægger eller tilfører noget, som behøver Tilsvar, Udsættelse i 8 Dage, eller efter Sagens Vidtløftighed. i længere Tid, saaledes kan eller bør han heller ikke afslaae enhver Forlængelse af slig Frist, som grundes paa en særegen Omstændighed, fordi denne ikke strap nois agtigen kan bevises; men da bør udsættelsen dog indskrænkes til 8 eller heist 14 Dage, og denne Henstand ikke siden forlænges uden Beviis for den paaberaabte Omstændigheds Nigtighed. Naar, til Erempel, Sygdom eller andre Forretninger anføres som Grund til Ud- 213 3.) fæets
