1810. 406
Fr. om Tiendeves. i Dmk. I Afd. 1 §. 8 Jan. lem dem der yde og dem der modtage Tiende, saaledes lempede mod hinanden, at de kunne bestaae saavel med En- Feltes som med Statens Tarv. Som Kongen derfor har søgt end videre at fremme de mindelige Foreeninger, om Tiende Afgift i Korn eller Penge, til hvilke Landsfas beren allerede 12 Uar før Hans Regierings Tiltrædelse Havde opfordret fine Undersaatter; faa bar Han og neie provet de Grundsætninger, paa hvilke Lovgivningerne om Tiendes Ydelse i Kiærven fr de ældre Tider bleve bygges be, og overveiet de Forslag, som ere giorte af sagkyndige Mænd, til disse Lovgivningers Forbedring. Og, efter at den Tidspunct er kommen, da denne vigtige Sag maae ansees tilstrækkeligen forberedet, kundgiøres herved Kon gens. Billie om, hvorledes der med Tiendevæsenet i Dans mark herefter skal forholdes. I Afd.) Om Pligten at yde Tiende eller give Vederlag for Tienden. 1.) Tiende skal ydes, eller Vederlag for Tienden gives, af de i L. 2-23-1 uds trykkelig benævnte Sadearter, naar de dyrkes i tiende pligtig Jord. Derimod skal ikke ydes Tiende, eller Vederlag for Tienden kunne fordres, for andre, end disse i Loven benævnte Sædearter. Der maae altsaa ikke Eræves Tiende eller Vederlag for Tiende, enten af Bonner, Her, Hamp og deslige Sædearter, eller af Roer, Kartofler, ei heller af Humle, Tobak og andre Handelsplanter. Hele ler ikke skal kræves Tiende eller Vederlag for Tienden af den Jord, som anvendes til Haugeverters Dyrkning, til Skovs Opelning eller til Græsning, ei heller af den Sæd, som, førend den er moden, afslaaes eller afbenyttes til Sommerfoering for Kreaturer eller til andet Brug. Dog Seal Rettigheden at oppebære Tiende eller Vederlag for. Tienden af de i Loven ubenævnte Sædearter fremdeles vedblive paa de Steder, hvor samtlige eller i det mindste tvende Tiendetagere endnu ved denne Anordnings Bes kiendts
