1839 350
550 Fr. om en borteblev. Pers. Formue 2-4 §. 11 Sept. ham aaben i 15 Nar. I fornævnte 15 Aar, at regne fra den Dag, da Arven ved Arveladerens Ded faldt, skal han være berettiget til at søge Arven tilbage fra de Arvinger, til hvilke den, af Mangel paa betimelig Anmel delse eller Legitimation fra hans Side, er udlagt. Dog fan han fun hos hver af disse søge, hvad denne har oppebaaret af den Lod, der, hvis hans Tilværelse under fiftet havde været befiendt, maatte have været ham udlagt, ligesom de imidlertid oppebaarne Nenter iffe blive hani at erstatte. Undtagelse herfra vil alene finde Sted, forsaavidt de, der have oppebaaret Arven, maatte have giort sig ffyldige i den bem befiendte Sandheds Fordol gelse eller i nogen anden Mielighed, der efter Lov og Ret fan medføre Forpligtelse til Skadeserstatning. Forsaavidt den Omstændighed, at det siden viser sig, at en Arving, hvis Tilværelse var ubekiendt paa den Tid, da Arvedelingen fandt sted, dog virkelig har overlevet Arveladeren, medfører, at der tilkommer enkelte af de øvrige Arvinger en større Lod end den, der oprindeligvis var dem tillagt, blive de foranforte Degler og herpaa at anvende. 3.) Den samme Ret, som tilkommer den forbigaaede Arving, faafremt han siden melder sig inden fornævnte 15 Alar, tilkommer ligeledes hans Arvinger eller enhver Anden, der lovlig er berettiget til at træde i hans Sted, naar det godtgiores, at han, efterat have overlevet vedkommende Arvelader, er død, inden Arven ved 15 Aars Forløb var præfcriberet. 4.) De ovenanførte Bestem melser ville og være anvendelige paa den Arv, som alles rede ved denne Anordns Kundgiørelse er falden, og hvor der ere Arvinger, med hensyn til hvilke det ei vides, om de vare ilive paa den Tid Arven faldt, dog fun forsaavidt Arven iffe allerede er hiemfalden til Fondet ad usus publicos eller et andet Fond, eller af Kongen or bortffiænket. Dog skulle de Arvinger, der omtales i Fr.
