1836 464
Fr. om Strandinger 1-3 §. 99(1 82 28 Dec. hvortil i Særdeleshed hører ufortevet at give Strandfog den eller den, der træder i dennes Sted, Underretning. Lodser, Strandfogder og de, der i enkelte Districter ere ansatte som Sorbiergere, ere ogsaa forpligtede til paa de Zider, der lade Forulykkelse paa Soen befrygte, ideligen at indfinde sig paa Stranden og være belavede paa de, i paakommende Tilfælde, fornødne Redningsmidler. 2.) Strandfogderne ere pligtige til ufortøvet at giøre Anmeldelse for Politiemesteren og nærmeste Toldembedsmand, naar Stranding er foregaaet, og førstnævnte Embedsmand haver igien, uden Ophold, at give Amtmanden Underretning. Men dersom Amtmanden boer saa nær, at den fornødne Underretning hurtigere og bequemmere fan gives ham umiddelbart af Strandfogden, haver denne selv at anmelde Strandingen baade for Amtmanden og for Politiemesteren. Hvor ingen særlig Strandfoged er ansat, træder Sognefogden i enhver Henseende i dennes Sted. For at Unmeldelserne kunne ffee med fornøden Hurtighed, maae ridende Bud dertil benyttes, og de derpaa gaaende Omkostninger funne fordres erstattede af Strandingsmassen. 3.) Saalænge indtil Øvrigheden har afgivet sin Bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes, bor Intet videre foretages til Biergnins gen af strandet Gods, hvormed Folk ikke følge, end hvad der er paatrængende nødvendigt til Godsets Redning. Med Hensyn til de Foretagender, der saaledes ikke taale Udsættelse, indtil Øvrigheden kommer tilstede, maa den fornødne Beslutning tages af den, som er nærmest til at træde i Øvrighedens Sted (2), men hvis heller ikke nogen saadan er tilstede, da af andre Tilstedeværende, hvorved dog stedse bliver at bruge en saadan Fremgangs maade, at den ikke bliver Øvrigheden, naar den indfinder fig, til Hinder i at undersøge Sagen og forsikkre sig om, at Intet er blevet forvansket. Forresten er Øvrighedens Mode
